Det krævende, kreative Danmark

Med Det kreative Danmark har folketingsgruppen fremlagt en seriøs, saglig, modig, gennemtænkt og nuanceret vision for det Danmark, de ønsker sig om 15 år. Folketingsgruppen tænker frit og med langt sigte med politiske pejlemærker, der afspejler både mod og vilje. Det er en med andre ord en ægte radikal publikation.

Men ved at lade globalisering, internationalisering og kreativitet danne udgangspunkt for den store vision bekræfter folketingsgruppen (bevidst eller ubevidst) den antagelse, at det Radikale Venstre i stigende grad og måske udelukkende er et parti for de veluddannede og velbjærgede mennesker med overskud, abstraktionsevne og ressourcer.

For det samfund, der beskrives, er et krævende samfund at leve i. Og vejen dertil må tilbagelægges i et så hæsblæsende tempo, at det nok vil være en anelse angstprovokerende for mange. I det kreative Danmark skal vi være kreative, vi skal skabe ny viden og ny vækst. Vi skal være åbne, fordomsfri og kaste skæve lys over det kendte… (s. 13). Det er hårdt arbejde!

Som radikale er vi vant til at lovprise både mangfoldighed, det multikulturelle, de hastige forandringer, og personligt skal jeg også nok kapere det alt sammen. Men jeg vil gerne minde om, at jo stærkere det går, jo flere vil falde fra. Jo mere der kræves, jo færre vil kunne bære det. Jeg taler her om en problemstilling, som vi står over for generelt som samfund og ikke et problem ved nærværende udspil.

Men det faktum, at mange mennesker føler sig fremmedgjorte og angste over for en krævende kreativ fremtid, bør tænkes med, når vi skal realisere vores visioner. Det må være et delmål, at så mange som muligt skal kunne følge med frivilligt.

Tryk avler modtryk, og kreativitet blomstrer bedst, når det udspringer af frihed, lyst og overskud. Ikke kun blandt en lille elite, men blandt så mange som muligt i den brede befolkning. Også blandt dem, der har svært nok ved at overskue verden, allerede som den ser ud i dag med al dens mangfoldighed, kompleksitet og mange tilbud, valg og fravalg.

Det kan betyde, at vi f.eks. skal lade vores store EU-visioner (som jeg i øvrigt deler) påvirke af den skepsis, der er i store dele af Europas befolkning. Den kan være irrationel, følelsesladet og ubegrundet. Men den er reel.

Alligevel vil jeg svare ja, hvis man spørger, om det er rigtigt at opstille disse mål for Danmarks udvikling, uanset hvor angstprovokerende og tilsyneladende elitære de end måtte virke.

For sagen er, at vi hverken kan give folketingsgruppen æren eller skylden for globaliseringen og den nye dagsorden med alle dens krav. Det kreative Danmark er ikke kun en fiks idé, men en beskrivelse af en kommende virkelighed. Og når vi tager bestik af denne fremtid, så er det ikke kun af eksotisk lyst, men også af nødvendighed. Det vil blive en vanskelig tid for mange. Der er store omvæltninger på vej, men de er nødvendige. Vi må tage fat om udfordringerne, inden de bliver uoverstigelige problemer.

Der findes selvfølgelig alternative, nemmere og sort/hvide strategier og positioner over for fremtidens udfordringer. Man kunne..

… bekende sig til en fremtidsbegejstret frihandels-ultraliberalisme: ”Markedet klarer det hele og Fanden ta’r resten. Og det er i øvrigt deres problem”.

… ty til Morten Korch modellen, som desværre er repræsenteret alt for godt i dagens Danmark: ”Verden kommer ikke os ved. Vi har nok i os selv. Fortiden med al dens tryghed er så klart at foretrække for den utrygge fremtid”

Men man kan også vælge den tredje vej: At tage krafttag med udviklingen imellem internationalt engagement og dansk identitet. At turde afgive een slags suverænitet for at få en anden. At balancere mellem det liberale menneskesyn og det sociale hensyn. Det er en svær kunst, og det kan være svært at få alle med, men det er den vej, Det kreative Danmark anviser. Som en vision, der lader sig realisere, hvis vi vil. Det kræver politisk handling og politisk vilje (s.7).

Personligt kunne jeg ønske, at det politiske mod også rakte til diskussioner om f.eks.:

Hvor meget velfærd har vi råd til i fremtiden?

Hvor sunde skal vi være og hvor længe?

Hvor langt vil vi gå for at udbrede menneskerettighederne?

Hvordan skal fremtidens forhold mellem stat og individ grundlæggende udfolde sig?

Men OK, der er truffet valg og fravalg, og man kan ikke komme omkring alt.

Idet jeg vil undlade at kommentere (og hermed gøres det alligevel) den altid lurende fare for radikal naivitet, politisk korrekthed og lidt for megen snak om rettigheder frem for ansvar, vil jeg afslutte med at udtrykke min glæde over noget, der ikke står så meget om i udspillet:

For første gang i lang tid har vi her et radikalt politisk dokument, hvor udlændinge- og integrationspolitikken ikke partout skal nævnes i første afsnit som det absolutte kardinalpunkt i vores politik. Den kulturelle mangfoldighed og blandingen af kulturer kaldes ligefrem en ”berigelse og et problem” (s. 44, min kursivering). Jeg finder denne konstatering indlysende, men det er sjældent, den får plads på skrift i vort parti.

Blandt de ti radikale pejlemærker, der indledningsvis nævnes, omtales udlændingepolitikken kun en passant i forbindelse med retssikkerhed. Og der hører den hjemme: som eet blandt mange andre væsentlige emner, men ikke nødvendigvis som det vigtigste.

Jeg har hørt, at udlændingepolitikken skal være eet af tre radikale hovedtemaer i en kommende valgkamp, og dette bekræftes af den nyligt udsendte kandidathåndbog, hvor udlændinge nævnes som det første punkt i bogen. Før arbejdsløshed, skattereform, uddannelse, økonomi etc.

Det ville være en skam, hvis vores aktuelle fokus på lige præcis dette politikområde som det centrale omdrejningspunkt kommer til at stå i vejen for realiseringen af den brede vision, der her fremlægges.