Det kreative Danmark - lidt for fantasiløst

I Det Kreative Danmark indtager den radikale folketingsgruppe en fremtidsoptimistisk og ansvarsbevidst position: Der tegnes ikke skrækscenarier; der tages ikke forholdsregler. I stedet opregnes der muligheder, og der lægges strategier. Udviklingen bærer kimen til et bedre og mere retfærdigt samfund. Men det er politikernes opgave at sørge for, at fremskridtene indtræffer, og at alle kommer til at nyde godt af dem.

Hovedspørgsmålet i Det kreative Danmark er, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Den radikale folketingsgruppes svar er, at vi skal leve af at være kreative. ”Det kreative Danmark er kendetegnet ved, at de mennesker, der bebor landet, har evner og kompetencer til at finde på nyt, at genfortolke det gamle, at sætte det kendte ind i nye sammenhænge og ændre det bestående.” Derfor går det radikale projekt primært ud på to ting: At udruste befolkningen med kreative kompetencer og udstyre dem med de optimale rammer for kreativ udfoldelse. Det skal ske målrettet gennem uddannelse, men det skal også ske mere indirekte gennem et stimulerende miljø: Mangfoldighed er i følge den radikale gruppe en nødvendig forudsætning for det kreative Danmark, og jagten på mangfoldighed ”i biologisk, etnisk, fysisk og kulturel forstand” går som en rød tråd gennem folketingsgruppens politiske projekt. 

Mangfoldighed har være et radikalt slagord i mange år. Måske mest af alt for at signalere åbenhed over for nytilkomne minoritetsgrupper. Men i Det Kreative Danmark argumenterer den radikale folketingsgruppe for mangfoldighed på en ny måde: Mangfoldighed kan betale sig for samfundet. Det monokulturelle og homogene samfund er muligvis mindre konfliktfyldt og besværligt end det multikulturelle og mangfoldige samfund – men det er ikke lige så frit, ikke lige så stimulerende og dermed heller ikke lige så skabende og produktivt! Det er en stærk pointe – men det må ikke tage over for det væsentligste argument: Nemlig at den enkelte skal have ret at udfolde sig og forme sit liv efter egne forestillinger, uanset om det har en samfundsmæssig nytteeffekt eller ej.

Min største indvending mod oplægget er, at det ikke selv lever op til kreativitetens ånd om at slippe tøjlerne, løsne sig fra det bestående og bevæge sig ud på dybt vand. Der er mange gode tanker i oplægget. Men der er ingen øjenåbnende erkendelser, provokerende tankeeksperimenter, banebrydende idéer eller medrivende billeder – intet der inspirerer læseren til selv at begive sig på tankevandring i fremtiden og fundere over de muligheder, den rummer. Det radikale fremtidsprojekt er alt for bundet til det givne – for fantasiløst, harmløst og forudsigeligt. Jeg savner science fiction; Jeg savner billeder; Jeg savner den ’Svend-Åge-Madsenske’ måde at vende samfundet på hovedet på.

Eller måske savner jeg bare, at den radikale gruppe går linen ud. Den radikale folketingsgruppe vil f.eks. internationalisere det danske samfund. Men hvorfor bruger den så ikke lejligheden til at gøre endegyldigt op med den nationalromantiske drøm om ét sprog, ét land, én national identitet og gør sig til talsmand for at udstyre samfundet og borgerne med endnu et hovedsprog, nemlig det universelle sprog engelsk? Det ville ruste de danske verdensborgere endnu bedre til deres udenlandseventyr. Og det ville gøre det langt lettere for det danske samfund at rekruttere kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft, fordi man ville kunne klare sig med engelsk i Danmark. Eller hvorfor ikke ændre perspektivet på det danske velfærdssamfund, så ”klub Danmark”, som velfærdskommissionen kalder det danske velfærdssamfund, forvandles til et ”hotel Danmark”? Det vil sige et åbent samfund, hvor vi hilser de mennesker velkommen, der vil komme og bidrage til vores vækst og velfærd. Også selvom det kun er for en tidsbegrænset periode. Og også selvom de ikke taler dansk. Og hvor fællesskabet bygger på samtidig tilstedeværelse og viljen til for en tid at indgå i et skæbnefællesskab frem for at bygge på en fælles historie, en fælles identitet.

 

Den radikale folketingsgruppe indleder oplægget med at slå fast, at ambitionen er at binde enkeltsagerne sammen i en samlet vision – man skal kunne genkende en ’langsigtet, holdningsmæssig linje’. Men selvom mangfoldigheden og det gennemgående tidsperspektiv – 15 år –  skaber en vis sammenhæng i de radikale bud, så er der mere ’en tur om de enkelte ordføreres skriveborde’ end en samlet fremtidsvision over oplægget. Visionen er udledt af enkeltsagerne – ikke omvendt. Og enkeltsagerne er opstået inden for Christiansborgs systembevarende mure.

 

Det kreative Danmark er et glimrende valgoplæg – det placerer de radikale mærkesager inden for en meningsfuld ramme. Men det kreative Danmark er ikke et skrift, der åbner døre til nye erkendelser, eller som river læseren med sig.