Ideen bag kreativiteten

Det er et meget værdifuldt arbejde, folketingsgruppen præsenterer med “Det kreative Danmark”. 15 år frem forsøger den at finde ti pejlemærker for radikal politik.

Hvilket indtryk efterlader oplægget så i 100-året for partiets stiftelse? At det er umuligt at formulere en samlet vision for samfundets fremtid.

Der var en overskuelighed til stede for dem, der formulerede det første partiprogram i 1905. Pejlemærkerne tegnede sig tydeligt, og P. Munch, juristen Oskar Johansen og Ove Rode, der skrev partiprogrammet dengang, delte det op i seks grupper: Det militære spørgsmål, forfatningsspørgsmålet, retsspørgsmålet, de økonomiske spørgsmål, de sociale spørgsmål og de åndelige spørgsmål.
Der var store linier i arbejdet.

Bag folketingsgruppens arbejde med det kreative Danmark må man spørge: Hvad er karakteristisk for vor tid? Og hvad udvikler sig i verden indtil 2020?

Europa forvandles gennem politisk kamp og ikke ved en kamp på våben. Dermed gives en mulighed for at sætte radikale principper igennem i hele vor verdensdel. Globaliseringen øger forpligtelsen til at anvende radikal politik i verdenssamfundet, først og fremmest gennem FN.

Partiet blev stiftet i nationalstaternes storhedstid, og det bærer det første program præg af. Dernæst gjaldt det en social rejsning, hvor arbejdere og husmænd skulle opnå de rettigheder, der gjorde dem ligeværdige, men det ville koste hård kamp.

Nu er bondesamfundet og industrisamfundet gået over i historien, og nationalstaten skal transformeres over i en ny historisk sammenhæng. Man prøver at sætte navne på det samfund: Idésamfund, informationssamfund, det kreative samfund; men vi er søgende. Videnskabsresultaterne er enorme, klodens folk bindes tættere sammen, og det fører til en kulturforvirring, hvor usikkerheden på, hvilke værdier der skal bygges på, øges, og på, hvilken retning udviklingen skal tage.

Informationsmængden, massekommunikationen gennem tv og internet udvikler et samfund, der løber stærkere, end politiske bevægelser kan rumme. Den nødvendige tid, der skal til for at modne et politisk program, hvor befolkningen involveres, gives ikke længere.

De økonomiske kræfter i verden bliver stærkere end de politiske aktører. Den overordnede udfordring for radikalismen ligger derfor i at finde et globalt politisk system, som er i stand til at tøjle de transnationale selskabers dominans i verden. De fritflydende markedskræfter tvinger nemlig regeringer i knæ.

Inden for de 15 år skal Det Radikale Venstre finde ind i et tættere samarbejde med radikalt sindede partier hen over landegrænserne, og målet må være, at der til EU-parlamentet opstilles en europæisk radikal liste, som giver radikalismen slagkraft i hele EU-området.

Den sociale retfærdighed, som har været Det Radikale Venstres mål, trues nu i et omfang, vi ikke har set tilsvarende i et par menneskealdre. Eliten begunstiger sig selv i en grad, som ingen er stærk nok til at sætte grænser for. De reelle formue- og indkomstforskelle savner sidestykke i moderne tid. Kløften mellem rige og fattige og mellem de endnu rigere og de endnu fattigere vokser år for år, både nationalt og globalt. Omfordelingspolitikken synes brudt sammen.

Hvordan reagerer mennesker? Mængden af individuel frygt og angst vokser, fordi det moderne liv er flydende og uden for det politiske magtfelt. Flere og flere taber troen på, at der findes politiske svar på deres eksistentielle problemer. De mister håb. Normerne er væk. Social tryghed fordufter.

En virksomhed regulerer og kontrollerer ikke længere sine ansatte, for markedet har fundet frem til en ny psykologi: De ansatte skal hver for sig bevise deres eget værd, at de tilfører virksomheden værdier. Arbejdet forvandles til daglig overlevelseskamp, mens fagforeningerne forsvinder som et levn fra en svunden tid.

Kapitalist-arbejder-relationen findes ikke. Nutidens arbejdere må finde sig i, at firmaerne kun aflønner for reel arbejdstid, men lægger beslag på alle deres evner, hele deres tilværelse, alt i deres personlighed. Fremtidens arbejdere slides ikke ned fysisk men psykisk. De frygter for ikke at “kunne klare opgaven”, ikke “at levere varen”. Resultatet er forvirring og ubehag, følelsen af frygt og stress. De ansatte piskes frem af deres egen frygt for usikkerheden.

Hvad er et samfund i 2020?

Det enkelte menneske skal selv skabe det liv, det ønsker. “Hvis samfundet ikke har andre ønsker end det, at mennesker enkeltvis eller i grupper træffer deres eget valg, har man ingen mulighed for at vide, om det ene valg er bedre end det andet,” siger sociologen Zygmunt Bauman.

Når jeg læser “Det kreative Danmark”, efterlader det et indtryk hos mig af, at man overbetoner kreativitet. Der er ligesom en forelskelse i begrebet. Når man skriver, at “kreativitet kan rettes mod alle livets og verdens forhold”, er den jo blevet til en religion. Kreativiteten kræver en klar politisk idémæssig holdning til, hvilke værdier der er vigtigst.

“Den kreativitet, der fører til nye arbejdspladser, nye opfindelser, ny økonomi og nye erkendelser.” Ja, ja.

Det smitter af på afsnittet om skole og uddannelse. Erhvervsakademier, centre for videregående uddannelse og universiteter. De skal have hver sin uddannelsesmæssige profil og identitet.

Jeg ville løfte folkeoplysningen højere op.

Vi kommer til at savne fællesskabet, fordi vi i det kreative mylder savner sammenhængsfornemmelse. Hvis fællesskabet går tabt eller går i opløsning, fordi der ikke er drømme tilbage om et sikkert liv, hjælper kreativitet og individualisering intet. “Vi kan ikke finde individuel frelse på fælles problemer”, siger sociologen Ulrich Bech.

Folkehøjskoler, folkeuniversitet, oplysningsforbund og kirkelige organisationer skal have de bedst tænkelige muligheder for at udfolde sig med de tilbud om værdier og ideer, der kan give livet indhold ud over arbejdslivet og det, uddannelserne stiler imod.

Friskoler og efterskoler bør nævnes på linie med folkeskolen, fordi disse skoler oprettes af forældre og skolekredse, der vil mere end uddannelse. De vil opdrage og udvikle mennesket ud fra et menneskesyn eller værdisæt, som de sætter højt. De bør have statsstøtte, så børn og unge fra alle sociale grupper kan søge dem - og dernæst sikre mod, at den samme stat blander sig i “det åndelige indhold”.

Usikkerhedens ubehag fører til, at vi tror, uddannelse kan føre til sikkerhed, eller at vi tror, vi kan forbedre vore liv ved fysisk indsats. Motion, ren mad, ikke-rygning. Der handler den moderne stat med stor moralsk iver. Dernæst vil mange skabe sikkerhed ved at sende mere politi på gaden og give hårdere fængselsstraffe. Det er symptombehandling, der ikke går til roden af sygdommens årsag.

Det fællesskab, som en radikal politik skal gøre muligt, må først og fremmest være sammenvævet af omsorg, og indlevelsesevnen skal have højeste prioritet. I hele Det Radikale Venstres historie har det sociale syn været grundlæggende.

I de næste 15 år vil det at være svag skulle defineres på en ny måde; men de udsatte grupper skal kunne genkende sig selv i Det Radikale Venstre, når partiet lægger sine visioner frem.

Der bliver flere nedslidte med psykiske lidelser, fordi forandringspresset i det kreative samfund vil give overraskende reaktioner. Uanset ændring i efterlønsreglerne skal de folk, der er bange for, om de kan holde, om de er ressourcestærke nok, aldrig komme i tvivl, om Det Radikale Venstre er deres parti. Den måde, vi allerede nu behandler folk, der søger førtidspension, på, giver mange eksempler på ydmygelse af nedslidte. Der vil blive flere, der ikke kan klare genoptræning.

“Sænk skatten på arbejde” er en krumtap i hele gruppens oplæg. Problemet er, at indkomstskatten skal bære for meget af velfærdsstaten. Jord- og ejendomsprisernes himmelflugt må give anledning til radikale forslag om at overføre mere af indkomstbeskatningen til at hvile på jord og ejendom.

Og hvorfor skal vi finde os i, at selskabs- og formueskatten bliver en mindre del af beskatningen i en tid, da multi- og transnationale selskaber sniger sig uden om at bidrage til velfærdsstaten?

Til sidst: Folketingsgruppen skal forholde sig yderst kritisk til de analyser, regeringens Velfærdskommission kommer med. Dens beregninger om overskud  og underskud på statsbudgettet og nedskæringer er særdeles kritisable.

Endnu en gang: Tak til folketingsgruppen for et modigt oplæg, som jeg hermed yder mit foreløbige bidrag til at gå i dialog om.