Lad os få en jobplan i stedet for overbud

Hvad nu, hvis vi kunne få en langsigtet og konkret plan for beskæftigelsen? Så ville meget være vundet. Men det kræver en ny regering. VK har spildt tre år. Der er dømt smøl. Regeringen roser sig selv for at have sparet for 20 mia. kr. i skat. Har vi fået reformer ud af det? Nej. Nu lover VK for 24 mia. kr. gode gaver uden at have pengene i hånden. Regnestykket går kun op, hvis der kommer 60.000 flere i job de næste år. Men der er ingen konkrete planer for, hvordan det skal lade sig gøre. Hvilket har fået adskillelige tidligere vismænd til at ryste på hovedet og konstatere, at det ikke er muligt. Beskæftigelsen kommer nemlig ikke af sig selv. Den er tværtimod faldet under VK. Og der er lang vej igen, inden den er på det niveau, som VK overtog i november 2001.

Regeringen er presset, og derfor oplever vi den mest utrolige valgkamp. Regeringen lover masser af gaver uden at have pengene i hånden. Det Radikale Venstre lægger planer frem, der er finansieret. Ja, oppositionen er ret så ansvarlig. Finansministeren lader sit ministerium regne på et partis forslag, men vi får ingen beregninger af regeringens forslag. Men ikke nok med det. Den konservative formand lover skattelettelser oven i den milde gaveregn. De er heller ikke finansieret. Finansministeren vil regne frem til 2015. Så bliver der flere penge til skattelettelser i 2006. Det er de unge og børnene, der kommer til at betale regningen. Sagen er, at VK lever højt på myten om, at borgerlige partier er ansvarlige, når det drejer sig om økonomi. Men det er ikke rigtigt. Regeringens valgkamp taler for sig selv.

Der erbrug for en langsigtet plan i stedet for den overbudspolitik, som regeringen i øjeblikket fører. Det Radikale Venstre har fremlagt sit bud i 'Det Kreative Danmark'. Der er brug for at tænke nyt, og der er brug for at reformere nogle af velfærdssamfundets centrale dele. Vi skal bygge på det, vi er gode til. Vi skal ikke gøre det samme, som alle andre gør, men finde de nicher, hvor vi har et forspring i forhold til andre lande. Vi skal udvikle de områder, som andre også vil efterspørge i fremtiden. Vedvarende energi, ny miljøteknologi og sunde fødevarer er bare nogle eksempler. Vi skal bruge kræfter på at fremme kreativiteten, se mulighederne og skabe nyt. Forskning og uddannelse til alle er vigtige forudsætninger.

Men der er også andre potentialer, bl.a. i servicebranchen. Mange familier føler sig presset i hverdagen. Hvis de havde mulighed for det, så ville de købe hjælp til mange forskellige praktiske opgaver, og efterspørgslen på serviceydelser ville stige. Der ville også være mange mennesker med kortere uddannelser, der kunne levere sådanne serviceydelse. Men det er dyrt. Man skal i dag arbejde temmelig mange timer for at betale for en ydelse. Og der skal betales moms og skat, så det skal lægges oven i prisen. Skattesystemet blokerer dermed for, at vi kan fremme en efterspørgsel efter servicejob. Det er ellers en efterspørgsel, der ville kunne føre til mange arbejdspladser. De ville nemlig ikke flytte til Kina. De ville derimod lette hverdagen for mange mennesker. Der ville blive mange gode arbejdspladser.

Derfor skalskatten på arbejde så meget ned, at der sker en revolution i folks måde at tænke på. Det gør man ikke ved at lette skatten med et tyndt lag af glasur som det, regeringen kommer med. Hvis vi ikke får indkomstskatten afgørende ned, får vi aldrig en levende servicesektor. Den skal leve af den private efterspørgsel. Ideen er, at hvor folk i dag arbejder fem timer for at få et vist rådighedsbeløb, skal de fremover kun arbejde to.

På den måde kan vi få hjemmeservice ind ad fordøren og ikke fra siden via tilskud eller ad bagdøren, når arbejdet bliver udført sort. Det skal ske ved, at marginalskatten for 90 pct. af danskerne kommer ned på 42 pct. Det er afgørende for, at beskæftigelsen kan stige.

En andenog vigtig del af udviklingen af et kreativt Danmark er opgøret med detaljeret regulering af den offentlige sektor. I de seneste tre år er der kommet massiv regelstyring. Alle ydelser måles op, og der skrives manualer som opskrifter på arbejdets udførelse. Der er manualer både for støvsugning og for badning. Der er massiv regulering af børnehaver og skoler. Det er paradoksalt, at samfundet uddanner hjemmehjælpere, undervisere og sygeplejersker til at løse en opgave for bagefter at lave regulering, som udelukkende bygger på mistillid til de ansatte. Vi skal have en anden kurs. Vi skal 'sætte den offentlige sektor fri'. De enkelte medarbejdere skal have udstrakt frihed til at løse opgaven og udvikle deres arbejde i samvirket mellem de borgere, de skal betjene. Se for jer mindre selvstyrende og innovative virksomheder, hvor kvaliteten af arbejdet også 'måles' af borgeren, den svage ældre, der som den eneste selvfølgelig selv bestemmer, hvem der kommer ind over hendes dørtrin. Så er ansvaret for opgavens udførelse placeret, hvor det hører hjemme: i det respektfulde samvirke mellem den svage ældre og medarbejderen.

Hvad nu, hvis det kunne blive virkelighed?
Hvad venter vi på?
Et regeringsskifte.