I den radikale folketingsgruppe tager vi dagligt stilling til en række politiske spørgsmål som folkeskolens fremtid, motorveje i Jylland, sæddonorers anonymitet, 24-års regel, EU-forfatning, krigen i Irak etc. Det er mange spørgsmål fra forskellige dele af vores virkelighed, fremkaldt af nødvendighed, politiske mål eller presseinteresse.

Det kan måske være svært for borgerne uden for Christiansborg at se en sammenhæng mellem alle disse enkeltsager, en langsigtet, holdningsmæssig linie, der binder dem sammen i en vision. Ikke desto mindre er det præcis dét, vi gerne vil give vores vælgere: en vision, som vi kan sætte til debat.

Derfor tegner vi her den første skitse til det Danmark, som vi gerne vil se om femten år. Vi har med vilje valgt det lange sigt, så de politiske forskelle bliver klare, vel vidende at verden ikke lader sig indfange én gang for alle, og at mange forudsætninger vil ændre sig med tiden.
Vi vil svare på, hvad Danmark skal leve af om femten år, og hvordan vi skal leve sammen.

Vi ønsker med dette oplæg at tage hul på denne debat. Det er ikke alle områder, vi har haft plads til at prioritere. Også af den grund inviterer vi samtidig alle partier og borgere i Danmark til at deltage i diskussionen om vores fælles fremtid. Det kan fx ske her på siden, hvor du hver uge kan komme i direkte dialog med os.

Vel mødt på nettet!

Det kreative Danmark - Det Radikale Venstre, Folketingsgruppen - Christiansborg, 1240 København K