De sidste tre år har forpestet debatten om etniske minoriteter i Danmark. Der er blevet talt meget om, hvor mange udlændinge der må være i Danmark. Der er stort set ikke blevet talt om, hvordan vi skal leve med hinanden. Dermed har debatten modvirket integration i Danmark, ikke fremmet den. Det er på tide at erkende, at Danmark er blevet et multietnisk samfund. Og finde ud af,  hvordan vi gør det bedre.

Hvad nu hvis vi hjalp flygtninge i stedet for at stresse dem...
I den danske debat skelnes der ikke mellem flygtninge og indvandrere. Hvad nu hvis vi holdt fast i, at flygtninge er mennesker på flugt, der skal hjælpes, ikke isoleres? På den ene side kunne  Danmark så gøre mere for at hjælpe flygtninge i nærområderne ved for eksempel at ”adoptere” en flygtningelejr og påtage sig ansvaret for den. På den anden side kunne de få, der opnår flygtningestatus i Danmark, tilbydes ordentlig danskundervisning og arbejdsmuligheder.

Hvad nu hvis vi samtidig gjorde op med både 24-årsreglen og det såkaldte tilknytningskrav? Så havde flygtninge mulighed for at gifte sig med dem, der bedst kunne støtte dem i deres nye liv.

Hvad nu hvis vi behandlede indvandrere som en ressource i stedet for et problem...
I Danmark føder vi færre børn, og om nogle år vil vi have stor mangel på arbejdskraft her i landet. Vi vil også have brug for at få kreative talenter til Danmark. De skal være med til at skabe nye arbejdspladser. Derfor skal vi have en ny offensiv strategi for at få nye, kvaliflcerede indvandrere til landet. De indvandrere, som vi allerede har, skal integreres bedre.

Hvad nu hvis vi indførte obligatorisk og bedre sprogundervisning fra første dag i landet? Hvad hvis vi indførte et nyt princip, så de mennesker, der kommer frivilligt til landet – altså ikke flygtninge - skal bidrage til det offentlige, før de kan modtage sociale ydelser? Hvad hvis vi udvidede og styrkede de netværk, der skal til, for at piger og drenge selv kan gøre op med tvangsægteskaber? Så ville vi måske kunne lempe på de regler, der i dag afholder mange kvalificerede indvandrere fra at komme til Danmark. Så ville måske både undgå tvangsægteskaber og undgå at gøre  indvandrere til klienter.

Hvad hvis vi fik det internationale helt ind under huden...
Hvis Danmark skal være et rart sted at være, kræver det en bedre integration af alle danskere. Uanset etnisk baggrund. Mangfoldigheden skal håndteres rigtigt. Hvad nu hvis vi besluttede, at ”den internationale dimension” skulle prioriteres langt højere i alle led i uddannelsessystemet fra børnehaveklasse til universitet. Så ville vi måske skabe forståelse for, at Danmarks fremtid ikke sikres ved, at vi isolerer os.

Skal vi placere Danmark i verden, må vi også placere verden i Danmark.

Vil du være med?

 

Det kreative Danmark - Det Radikale Venstre, Folketingsgruppen - Christiansborg, 1240 København K